Forretningsbetingelser

Hvad kan du forvente

Vores forretningsbetingelser, med detaljer omkring hvordan processen foregår, samt andre informationer der kan være nyttige.

Forretningsbetingelserne er gældende ved enhver aftale mellem Webbee.dk (“Webbee”) og kunden (“Kunden”), hvorfor det anbefales, at De som kunde læser betingelserne grundigt igennem.


1. Generelt

1.1 Webbee er et web- og marketingbureau. Webbee udarbejder hjemmesider og webshops (“Webløsning”), bistår Kunden efterfølgende bl.a. med al opsætning og support af løsningen samt grafisk design.


2. Aftalegrundlaget

2.1 Betingelserne udgør sammen med Webbees tilbudsmateriale, inkl. mailkorrespondance og ordrebekræftelser, det samlede aftalegrundlag for Webbees salg og levering af serviceydelser til Kunden. Nedenfor i pkt. 3 beskrives de typiske services, som Webbee tilbyder.

2.2 Kundens køb af en service kan ske ved både skriftlig og mundtlig accept af Webbees tilbud. Kundens angivelse af særlige vilkår i e-mails mv. anses ikke som en fravigelse af betingelserne, medmindre Webbee udtrykkeligt og skriftligt har accepteret disse.


3. Services

3.1 Hjemmeside og webshop (Webløsning)

3.1.1 Webbee leverer en Webløsning udarbejdet i open source CMS’et WordPress eller HTML kodet fra bunden af. Kunden kan efterfølgende let redigere, vedligeholde og videreudvikle Webløsningen.

3.1.2 Kunden modtager efter en dialog med Webbee en fast pris (fremgår af tilbudsmaterialet/ordrebekræftelsen), som baseres på Webbees vurdering af, hvor lang tid det tager at lave Webløsningen og dens omfang bl.a. ud fra antal undersider. Kunden vil ikke uden forudgående aftale modtage ekstra opkrævning.

3.1.3 Har Kunden ønsker til specifikke funktioner eller ønsker til udvidelser af opgaven undervejs, f.eks. funktioner eller øget omfang af Webløsningen, vil det øge opgavens omfang, og Kunden vil kunne vælge, om Kunden ønsker at tilkøbe de antal timer, der kræves for, at Webbee kan udføre dette.

3.1.4 Kunden vil efter opgavens start have en dialog med en designer hos Webbee omkring Webløsningens design, som Kunden efterfølgende vil kunne få rettet, indtil Kunden er tilfreds. Kunden vil ikke kunne afvige markant fra det oprindeligt aftalte design efterfølgende uden at foretage tilkøb af timer. Den løbende korrigering af designet vil i øvrigt ske efter et rimelighedsprincip ift. omfanget af rettelser.

3.1.5 Webløsningen er funktionel på gængse nyere enheder, som er 2 år eller nyere samt seneste version af browsere, som driftes.

3.1.6 En Webløsningsopgave forventes at tage højest 60 dage. De 60 dage begynder at løbe ved accept af opgaven.

3.1.7 Betaling forfalder inden arbejde påbegyndes. Såfremt Kunden ikke betaler senest 2 dage efter accept, forfalder hele beløbet straks til betaling, og Webbee kan kræve betaling ved inkasso, jf. pkt. 4.10, af både 1. og 2. rate samt evt. support-abonnement.

3.1.7.1 En overdragelse af Webløsningen betyder, at Kunden får login til Webløsningen. Det vil enten ske når 1) opgaven afsluttes, og Webløsningen er online på Kundens domæne, eller 2) når Kunden ønsker at lægge indhold, såsom produkter, ind på et testdomæne, og Webbees arbejde er udført foruden at lægge den online på Kundens domæne og andre småting, eller 3) Webbee ikke modtager svar fra Kunden og derfor vurderer, at Kunden ikke har interesse i at færdiggøre Webløsningen.

3.2 Supportpakker – Hjælp til Webløsning

3.2.1 Supportpakkerne er et abonnement, som automatisk fornyes, som indebærer to dele; 1) optimering af webløsning 2) opdateringer af webløsningen, løbende overvågning af Kundens webløsning samt adgang til Webbees support på telefon og mail såsom hvordan Kunden kan redigere Webløsningen ift. tekst og billeder. Mængden af support sker efter et rimelighedsprincip. Ønsker Kunden, at Webbee udfører konkrete opgaver på Webløsningen, anses dette som arbejde uden for supportaftalen, og der faktureres særskilt, se på pkt. 3.5. Prisen på ydelsen afhænger af Webløsningens omfang og vil fremgå af tilbudsmaterialet. Når Kunden køber denne aftale gennem Webbee, er Webbee databehandler for Kunden. Se hertil pkt. 10 og vores databehandleraftale.

3.2.2 Der vil på enhver supportløsning være begrænsninger ift. kontakt, da vi er kun tilgængelige alle hverdage 9-17. Weekender hjælper vi også i tilfælde af akutte problemer der ikke kan vente til mandag.

3.2.3 Webbee kan ikke drages til ansvar for nedetider, som skyldes serverleverandørs forhold (fx. Simply / One.com / Nordicway), ligesom Webbee ikke kan garantere specifikke oppetider for Kundens Webløsning. Se hertil også pkt. 9.2 og frem.

3.2.4 Webløsningen opdateres jævnligt til senest tilgængelige version, medmindre der dermed vil opstå kompatibilitetsproblemer med den resterende Webløsning.

3.2.5 Det primære ansvar for Webløsningen påhviler Kunden. Webbee bestræber sig dog på at udbedre evt. fejl forårsaget af Kunden selv eller tredjepart, herunder personer, plugins og services, men er ikke forpligtet hertil. Udbedring af sådanne fejl faktureres særskilt.

3.2.6 Webbee har ikke binding / opsigelsesperioder på hjemmesideløsninger.

3.3 Internetdomæne

3.3.1 Servicen “Internetdomæne” er et abonnement, som automatisk fornyes, da Kunden løbende lejer f.eks. et “.dk”-domæne hos en domæneregistrator, som der årligt skal betales til. Kunden kan i forbindelse med en ny webløsning købe Webbee til at oprette og købe et internetdomæne til Kundens virksomhed. Webbee vil således stå som ejer samt fakturere Kunden løbende for at leje dette domæne. Prisen på et internetdomæne afhænger af, hvilken endelse domænet har, såsom “.dk”.

3.3.2 Kunden kan til enhver tid overtage ejerskabet over sit domæne, eller eje et fra starten af, og ingen services tilbageholdes jf. pkt. 4.7. Ved opsigelse se pkt. 5.4, hvorefter Kunden vil få tilsendt instrukser for, hvordan internetdomænet flyttes.

3.3.3 Webbee har ikke binding / opsigelsesperioder på hjemmesideløsninger.

3.4 Online markedsføring

3.4.1 Servicen “Online markedsføring” er et abonnement, som automatisk fornyes, da resultater med online markedsføring bedst sker ved løbende optimeringer. Med et markedsføringsabonnement vil Webbee bistå Kunden med at opnå et øget salg af Kundens produkter og/eller ydelser. Dette gøres igennem medier såsom Google Ads, SEO og annoncering på sociale medier. Når Kunden køber Online markedsføring, er Webbee databehandler for Kunden. Se hertil pkt. 10 og vores databehandleraftale, som Kunden accepterer, såfremt aftale om Online markedsføring indgås.

3.4.2 Kunden vil indledningsvist have en dialog med Webbee omkring indsatsen. Kunden vil herefter modtage en pris, som baserer sig på Webbees estimering af, indsatsens omfang. Denne pris er fast, og Kunden vil ikke modtage yderligere opkrævning, medmindre andet aftales. Webbee vil herefter eksekvere strategien og løbende optimere i samarbejde med Kunden. Såfremt Kunden undervejs øger indsatsens karakter, og arbejdets omfang øges for Webbee, vil Webbee tilbyde Kunden at opgradere aftalen således at aftalen stemmer overens med den forventede indsats.

3.4.3 At få succes med online markedsføring kræver et samarbejde, og for at opnå bedst mulige resultater vil Kunden skulle give Webbee inputs til markedsføringen baseret på Kundens viden om Kundens forretning. Kundens endelige resultater vil i høj grad være afhængig af, hvor attraktiv Kunden og dens forretning er på markedet, hvorfor Webbee ikke kan stille nogen garanti for specifikke resultater.

3.4.4 Webbee har ikke binding / opsigelsesperioder på markedsføring / webløsninger.

3.5 GDPR løsninger

3.5.1 Webbee fraskriver sig ethvert ansvar ved Kundens anvendelse af Webbees GDPR løsninger, herunder cookiedeklaration og cookie- og privatlivspolitik, og kan hverken gøres ansvarlig for fejl og mangler ved Kundens brug af skabeloner eller for senere regel- og lovændringer, der måtte få betydning for indholdet og behovet for opdatering heraf.


4. Priser, fakturering og betaling

4.1 Webbee oplyser priser i sit tilbudsmateriale til Kunden.

4.2 Alle oplyste priser er angivet i danske kroner og inklusive moms. Webbee forbeholder sig retten til at justere priser mod forudgående varsel.

4.3 Faktura vil blive faktureret med 2 dages betalingsfrist. Straksbetaling før påbegyndt arbejde er typisk processen. Vi går i gang så snart betaling er modtaget.

4.4 For så vidt angår Webbees services i forbindelse med en Webløsning skal betaling ske straks:

– Beløb forfalder til betaling inden igangsættelse af opgaven.

    1.  

4.5 Ved enkeltstående opgaver såsom grafik, webudvikling, ekstra funktioner, tekstforfatning, ekstra rettelser af Kundens Webløsning mm. vil Kunden også blive faktureret ved opgavens start. 

4.6 Betaling af abonnementsydelsen ”Supportpakke” skal forudbetales. Det vil fremgå af tilbudsmaterialet hvor lang en periode, der faktureres for. Se pkt. 5.1.

4.7 Betaling af abonnementsydelsen Internetdomæne skal forudbetales 1 år ad gangen, medmindre andet aftales eller der er andet ved Kundens udbyder. Se pkt. 5.1.

4.8 Betaling af abonnementsydelsen online markedsføring kan enten forudbetales eller betales i rater, dog er der krav på tilmelding af automatisk betaling. Det vil fremgå af tilbudsmaterialet hvor lang en periode, der betales for. Se pkt. 5.1.

4.9 Webbees arbejde vil først blive igangsat, når betaling for arbejdet er modtaget. Ligeledes tager Webbee forbehold for at tilbageholde sin ydelse, sætte evt. services, såsom support, på hold samt fakturere udestående beløb, indtil betaling har fundet sted i tilfælde af, at Kunden ikke overholder betalingsfristen.

4.10 Såfremt der ikke sker rettidig betaling, vil der blive fremsendt en rykker, hvorved der pålægges hhv. et rykkergebyr på kr. 100,00 og et kompensationsgebyr på kr. 310,00, begge pr. rykker, samt en rentetilskrivning på 2 % pr. påbegyndt måned. Herefter sker sædvanlig inddrivelse af fordringen efter inkassolovgivningens regler, og Webbee tager forbehold for i øvrigt at forfølge sit krav.


5. Bindingsperiode samt opsigelse

5.1 På Webbees supportpakker er der ingen binding. For disse services gælder følgende perioder, medmindre andet er aftalt i det tilbudsmateriale, som Kunden har modtaget fra Webbee:

  • Support 1: 1 måned ad gangen
  • Support 2: 3 måneder ad gangen
  • Support 3: 12 måneder ad gangen

Kunden kan opsige abonnementet inden en ny periode gentegnes til udløb af ovenstående bindingsperiode. Ved opsigelse vil Kunden ikke få tilbagebetalt betalingen for den forudbetalte restabonnementsperiode.

5.2 En supportaftale, kan frit opsiges af begge parter skriftligt med løbende måned + 1 måned forud for datoen for den kommende bindingsperiodes fornyelse. Kunden kan ikke få tilbagebetalt betalingen for den forudbetalte restabonnementsperiode. Eksempel: Fornyes din abonnementsbinding d. 1. februar, skal du senest opsige inden udgangen af januar. (1 måneds supportaftale eksempel)

5.3 Såfremt Kunden vælger at opgradere en supportaftale undervejs, vil perioden starte forfra og dermed starte på ny jf. 5.1 som en ny samlet aftale.

5.4 Opsigelse skal ske skriftligt og tydeligt til ko*****@we****.dk eller in**@fi*********.io og med så tilstrækkelige oplysninger om Kunden, at Webbee kan identificere Kunden og aftalen, som opsiges. Desuden skal der altid nævnes hvilken pakke, der opsiges for.


6. Kundens rettigheder og forpligtelser

6.1 Kunden er ansvarlig for at stille de nødvendige materialer og oplysninger til rådighed for Webbee, og at dette sker rettidigt, så Webbee kan levere den aftalte serviceydelse til Kunden rettidigt. Sådanne materialer og oplysninger kan være tekst og billeder til Webløsningen eller til annoncer til sociale medier. Webbee gennemgår ikke de modtagne materialer og oplysninger, herunder ift. kommentering af tekster, stavekontrol eller komprimering af billeder. Sådan bistand vil betragtes som ekstra arbejde, der faktureres særskilt.

6.2 Når Webbee har overdraget Webløsningen, jf. pkt. 3.1.7.1, har Kunden 30 dages reklamationsret, hvor Kunden har mulighed for at påpege mulige fejl og mangler ved Webløsningen, som ønskes udbedret. Reklamationer indgivet efter 30 dage fra overdragelsen faktureres særskilt. Reklamationsretten omfatter eks. ikke fejl eller mangler, Kunden selv har forårsaget, eller som er ønskede funktioner, der ikke oprindeligt var omfattet af opgaven.

6.3 Webbee refunderer ikke nogle betalinger, medmindre dette er særskilt aftalt. Webbee forbeholder sig retten til at tilbyde op til 3 rettelser / forsøg, før Webbee kan lukke projektet, og bede om yderligere kompensation hvis arbejdet skal fortsættes.


7. Ophavsret

7.1 Ophavsretten til eks. den overdragede Webløsning tilfalder Webbee. Webbee må til enhver tid benytte komponenterne i andre sammenhænge, herunder ift. idégrundlag, funktionalitet og design.

7.2 Efter overdragelse af eks. Webløsningen er Kunden selv forpligtet til at indhente samtykke og licens fra rettighedshaver til anvendelse af eventuelt ophavsretligt, designretligt, varemærkeretligt, markedsføringsretligt eller andet beskyttet materiale.

7.3 Kunden har ansvaret for, at materiale og oplysninger, som Kunden leverer til Webbee, ikke krænker tredjemands rettigheder, herunder ophavsret, og at Kunden er berettiget til at bruge materialet. Såfremt materiale er udviklet af tredjemand, skal Kunden gøre Webbee opmærksom herpå og oplyse om evt. licensbetingelser for det pågældende materiale til Webbee.


8. Fortrolighed

8.1 Webbee forpligter sig til at hemmeligholde enhver oplysning om Kundens forretningskoncepter, forretningsforbindelser, samt oplysninger af økonomisk eller strategisk karakter om Kunden, som i forbindelse med parternes samarbejde måtte komme til Webbees kundskab.

8.2 Webbee har ret til i eget markedsføringsmateriale at benytte Kundens navn, markedsføringsresultatet og Webløsning som reference.


9. Webbees ansvar

9.1 Webbee forpligter sig til at levere til den aftalte tid, såfremt Kunden overholder det aftalte. Dog tager Webbee forbehold for sygdom og andre pludseligt opståede nødsituationer, force majure og lignende uden for Webbees kontrol, som Webbee ikke ved aftalens indgåelse burde have taget i betragtning og ej heller burde have indgået eller overvundet.

9.2 Webbee er ansvarlig over for Kunden for serviceydelserne efter dansk rets almindelige regler med de begrænsninger, som fremgår af aftalen og disse betingelser.

9.3 Webbee kan ikke drages til ansvar i noget tilfælde for indirekte tab, herunder – men ikke begrænset til – driftstab, tidstab, følgeskader, avancetab, datatab, goodwilltab, omdømmetab mv., som Kunden måtte lide.

9.4 Kundens erstatningskrav over for Webbee kan under ingen omstændigheder overstige summen af projektets samlede pris eller summen af Kundens betalinger for de seneste 6 måneders services iht. den mellem parterne indgåede supportaftale. Hvor det er relevant, har Webbee ret til regres mod den, hvem Webbee finder ansvarlig.

9.5 Webbee kan således ikke drages til ansvar i eks, men ikke begrænset til, følgende tilfælde:

  • Såfremt Kundens Webløsning har nedetid som følge af hosting eller fejl, kompatibilitetsproblemer og andre problemer med CMS-systemet, herunder hvis Webløsningen lavet af Webbee skal lanceres og erstattes med det eksisterende indhold på et webhotel samt ved redelegeringer af domæner eller ændringer i DNS, eller hvor Webbee har fået til opgave at udbedre fejl, lave nye ting eller generelle ændringer på Webløsningen.
  • Såfremt Kunden oplever faldende placeringer på søgemaskiner, såsom Google, ved udarbejdelse af en ny Webløsning samt implementeringen/lanceringen heraf hverken før, under eller efter.
  • Hvor Webbee er behjælpelig med generel vejledning, herunder hvor vejledningen er relateret til juridiske spørgsmål og problemstillinger. Kunden kan ikke støtte ret på sådan generel vejledning og rejse krav mod Webbee. Webbee yder ikke juridisk rådgivning og anbefaler derfor, at Kunden søger fagkyndig juridisk rådgivning.
  • Forhold som er uden for Webbees kontrol, såsom nedbrud af eller svigtende adgang til Webløsningen, strømafbrydelser eller problemer med internetforbindelsen, hærværk på systemet – både fysisk, computervirus og hacking – eller misbrug af personoplysninger.

9.6 Såfremt Webbee byder ind på et projekt eller opgave, som det viser sig ikke kan laves, forholder Webbee sig retten til at annullere aftalen i sin helhed eller den del af opgaven, som ikke kan laves, mod at tilbagebetale det betalte eller en del heraf til Kunden.


10. GDPR

10.1 I det omfang Webbee modtager personoplysninger fra Kunden som led i indsamlingen af relevante kundeoplysninger (“Personoplysningerne”), vil disse blive behandlet sikkert og fortroligt i overensstemmelse med gældende dansk ret og EU-lovgivning. Webbee må kun anvende Personoplysningerne til de formål, som de er indsamlet til. Kunden accepterer i forbindelse med indgåelsen af et kundeforhold Webbees databehandleraftale.

10.2 Webbee anvender tredjeparter til behandling af alle eller dele af Personoplysningerne i det omfang, det er nødvendigt for at kunne udføre de aftalte serviceydelser. Når Webbee eks. leverer en Webløsning, er Webbee ikke databehandler for Kunden. Kunden er således dataansvarlig for Webløsningen og skal selv sikre, at Kunden lever op til reglerne om behandling af persondata, herunder ved at indgå databehandleraftaler med de databehandlere, som Kundens Webløsning består af. Webbees evt. bistand til Kunden iht. databehandleraftalen faktureres efter timepris, jf. pkt. 4.5. Hvis Kunden derimod køber et Hosting & Support gennem Webbee eller bistår Kunden med Online markedsføring, er Webbee databehandler for kunden. Se hertil vores databehandleraftale, som Kunden accepterer, såfremt aftale om hosting indgås.

10.3 Ansvarsbegrænsningen i pkt. 9 gælder ligeledes ift. krav i forbindelse med bl.a. brud på persondatasikkerheden, herunder krav fra registrerede samt i forbindelse med behandlinger foretaget af Webbee, som Kunden har ansvaret for.


11. Ændringer

11.1 Webbee er berettiget til at ændre i forretningsbetingelserne eks. såfremt, at der opstår ændringer i markedsforhold eller andet. Såfremt betingelserne ændres, vil Kunden blive informeret om dette, hvor Kunden inden 20 dage har mulighed for at opsige samarbejdet med virkning pr. datoen inden, at de nye betingelser træder i kraft, mod betaling af det hidtil da af Webbee leverede arbejde. Såfremt Kunden ikke opsiger samarbejdet inden 20 dage, fortsættes aftalen med de nye forretningsbetingelser.


12. Tvister og værneting

12.1 Såfremt en mindelig løsning ikke kan findes parterne imellem, skal enhver tviste eller uoverensstemmelse afgøres efter dansk ret med værneting i Aarhus Byret.


13. Andre bestemmelser

13.1 Webbee lægger vægt på, at oplysninger på www.webbee.dk og i al kommunikation med Kunden, herunder tilbudsmateriale, og disse betingelser er korrekte og retvisende, men Webbee tager forbehold for tastefejl.

13.2 Betingelserne er gældende fra 27. februar 2025 og erstatter tidligere gældende betingelser.


 

Webbee.dk / First In Line CVR: 32014755 Trindsøvej 6.1, 8000 Aarhus C Tlf: 70604085 E-mail: ko*****@we****.dk / in**@fi*********.io

Ajourført: 27-02-2025